Troldehulens leder: Støt op om børnenes ildsjæle i valgkampen
Af institutionsleder Debbie Bisgaard fra Troldehulen ApS
/Medlem af netværket “Vi bakker op om private daginstitutioner og pasningsordninger”
Børns mistrivsel i daginstitutioner og skoler er i fokus, og som børnehave-iværksætter siden 2010 vil jeg sammen med andre institutionsledere give nogle bud på, hvad vi kan gøre:
Lad os åbne op, skabe mere gennemsigtighed og bedre samarbejde mellem det offentlige og private.
Det var med stor glæde, at vi i Troldehulen i Esbjerg kunne ånde lettet op, da De Radikale trak støtten til et forslag fra Enhedslisten og regeringen, der ville lukke muligheden for, at vi som selvstændige kan starte og drive egne pasningstilbud i Danmark.
Ligesom mange andre private ejere af institutioner, har jeg været meget ked af at blive mistænkeliggjort som “profitmager”. Jeg er derfor glad for, at vi blev hørt som de selvstændige ildsjæle på børnepasningsområdet, vi faktisk er.
Værdi til familierne
Jeg skabte selv Troldehulen ApS på eget initiativ, fordi jeg som ansat som sundhedsassistent med skæve arbejdstider i en årrække oplevede, at det var svært at få pasning til mine børn. Og mit mål med et døgnåbent tilbud er blevet til virkelighed.
Troldehulen har hjulpet mange læger og offshore-medarbejdere i området, når de stod med udfordringer i at få passet deres børn. Det er et meget livsbekræftende arbejde, for vi får et meget nært forhold til børnene, når vi for eksempel putter dem, spiser aftensmad eller leger i weekenden.
Jeg har i dag et virkelig godt samarbejde med Esbjerg Kommune, og når vi nu mangler pasningstilbud i kommunen, kan vi kun opfordre til, at opgaven bliver udbudt. Iværksættere, der brænder for børnepasning, kan nemlig se og handle der, hvor behovet er størst og byde ind med unikke tilbud til gavn for familierne.
Forskel på børn
Men der er også plads til forbedringer. Jeg har svært ved at gennemskue, hvordan tilskuddet udregnes. Eksempelvis er tilskuddet for børn i Varde højere end for børn i Esbjerg. Hvis der var større gennemsigtighed, kunne borgerne se, hvordan skattekronerne fordeles, så de kommer børnene til gode.
Og så er der ghettolovgivningen som for os i Troldehulen betyder, at jeg må afvise familier, blot fordi de bor i lejligheder i et bestemt kvarter i stedet for i villa i et andet. Troldehulen må ikke indskrive mere end 3 ud af 10 børn fra et såkaldt ghettoområde. Da vi tilbyder pasning hele døgnet og dermed har et særligt tilbud til familier, som har behov for dette, giver det ikke rigtig nogen mening.
Lad os blive bedre til at løfte familiernes velfærd sammen.
Vi ønsker alle, der brænder for at give vores børn en bedre hverdag, et rigtig godt folketingsvalg.
OM TROLDEHULEN
Pædagog Debbie Bisgaard åbnede Troldehulen ApS i Bryndum i 2010. Siden har Troldehulen åbnet flere afdelinger rundt om i Esbjerg, og kan som det eneste dagtilbud tilbyde pasning for i alt 300 vuggestue- og børnehavebørn med mulighed for døgn- og weekendpasning.
FAKTA
Kommunerne yder administrations-, bygnings- og driftstilskud målt pr. barn til de private dagtilbud. Omkostningerne afspejler kommunens egne omkostninger, og var sidste år i gennemsnit 9.512 kroner om måneden for et barn i vuggestue og 5.477 kroner om måneden for et barn i børnehave, men variationerne fra kommune til kommune er meget store, viser en analyse fra DI fra 2021.
LÆSERBREV
Vejle Amts Folkeblad
Chefredaktør Kim Dahl Nielsen