Benene under eget bord

Der er endnu langt mellem de privatejede institutioner i Danmark. Men hvordan er det at åbne en privat institution og hvordan er det at være ansat i én. Skal man være gjort af et bestemt stof – hvad er fordelene, ulemperne og er der noget man skal undgå. En ejer og en ansat i den private daginstitution Troldehulen fortæller om deres skifte fra kommunal til privat.

Af Lone Stensig Jakobsgaard, Volapyk!

 

Debbie Højfeldt Jensen arbejdede indtil efteråret 2009 med handicappede, og har i mange år oplevet på egen krop og familieliv, hvad det vil sige, at skulle få kabalen med åbningstider i daginstitutioner, arbejde og familieliv til at gå op. Hun og hendes mand har tre børn på henholdsvis 13,10 og fire år. Debatten i hjemmet har tit handlet om, at det måtte kunne gøres anderledes og meget bedre.

 

”Min mand sagde – så må du gøre det selv. Og det valgte jeg så, at springe ud i. Man skal gøre sådan noget, når man ikke kan lade være. Selvom det var en uvis tilværelse at gå ind til, så sagde jeg mit faste job op, og vi købte gården hér. Først var det egentlig meningen, at det skulle have været en privat institution til handicappede, men det blev alt for omfattende og ret hurtigt blev det til, at det skulle være en daginstitution, hvor der var masser af plads, små børnegrupper og fleksible åbningstider” fortæller Debbie.

 

Det største ”bøvl” som Debbie kalder det, har været at få indrettet lokalerne, uden at det blev nødvendigt, at skulle søge om dispensation fra nogen regler. Ambitionen har fra starten været, at alt skulle være efter reglerne, og eftersom institutionen er indrettet i en gammel bondegård; stuehus, kostald og høloft, så har det været en udfordring, der er til at føle på.

 

”Det har været hårdt at få vores eget familieliv til at gå op i en højere enhed. Med tre børn og det faktum, at både min mand og jeg på samme tidspunkt bliver selvstændige, hvor også min mand starter med en virksomhed, der har opleveret voldsom vækst, så er det indlysende, at der har skullet prioriteres benhårdt”, fortsætter Debbie smilende.

 

Hun er dog glad for at hun har gjort det, for hun er nu ejer af en meget god institution, - en virksomhed, der er præget af glade ansatte, glade børn og glade forældre. ”Min mand har sagt, at jeg med garanti bare skal se om fem år, - så tror han, at vi bliver kåret som gazellevirksomhed. Men man skal altså åbenbart have været i gang mindst fem år, førend det kan ske, og det er jo vist ganske udmærket, at der er noget vi skal vente på” griner Debbie.

 

Ledt efter et sådan job

Pædagog Zenia Madsen har været ansat i Troldehulen i godt fire måneder, og hun stråler som en sol.

 

”Jeg har haft mange jobs, og grundlæggende har jeg været på jagt, efter at opnå den følelse af glæde jeg har nu. Det bliver ikke ”bare” et arbejde - som jeg synes mine andre jobs ret hurtigt er blevet”, lyder det fra Zenia.

 

Hun oplever at hun i langt højere grad er med til at sætte præg på hverdagen, og hun tror også, at det selvfølgelig spiller ind, at børn, forældre og personale trives med, hvordan institutionen er indrettet og fungerer.

 

”Man bliver også kastet ud i noget, som man måske ikke lige får mulighed for i andre sammenhænge. I dag fik jeg for eksempel ansvaret for at tage hånd om vores praktikant. Altså jeg har jo bare været her i fire måneder, - og så er det dejligt, at blive mødt med en sådan tillid. Man vokser af sådanne opgaver”, siger Zenia.

 

Både Debbie og Zenia er enige om, at en privat institution giver helt andre muligheder, end en tilsvarende offentlig vil gøre. ”Vi er ikke ramt af at skulle bruge vores tid på at finde og frygte for besparelser. Vi oplever stor søgning, bare det, at forældre kører op til 30 km. hver vej for at få deres børn i Troldehulen, er jo helt unikt. For det er jo noget andet, når man tænker på, at for nogen er det langt, at der bare er to km. til den nærmeste institution. Vi er attraktive, og bevidstheden om det forpligter, og vækker stor glæde i arbejdet”, slutter Zenia og Debbie.