Frihed, lighed og broderskab
I researchen til artiklerne i sidste nummer af Børns Hverdag dukkede Martin Ravn op som ildsjæl for de private institutioner. Martin Ravn arbejder til dagligt som fotograf ved Horsens Folkeblad og kom med forslaget om et billede på det nye museum www.faengslet.dk med begrundelsen, at “det er på høje tid, at de private dagtilbud gør sig fri af de fastlåste offentlige systemer”.
Af: Martin Ravn
Nyudnævnt byrådsmedlem og medlem af Børn- og Skoleudvalget for Venstre i Horsens Kommune.
Som nyvalgt byrådsmedlem for Venstre i Horsens Kommune blev jeg overrasket over den forskelsbehandling, der eksisterer mellem private og offentlige dagtilbud. På en uges research og samtaler med to ejere, Vinni Zink Jakobsen, vuggestuen Skattekisten og Dorte Ris, institutionen Hassel-Huset, har jeg erfaret følgende forskelsbehandling i Horsens kommune:
- Driftstilskuddet er mindre til private end til offentlige.
- Kommunale institutioner får automatisk tildelt ekstra ressourcer, 1768 kr. pr. barn om året, uden at søge. De private skal udarbejde en beskrivelse og handleplan for hvert barn. Det betyder en markant økonomisk forskel, hvis en privat institution ikke har børn som kræver ekstra ressourcer.
- Hvis et barn skifter fra offentlig vuggestue til privat børnehave, er der ingen overlevering/møder om barnet. Det er der til gengæld, hvis barnet er i et offentligt tilbud. På grund af denne regel forbydes offentlige dagplejere og private passere at mødes eller gå tur sammen. Offentlige dagplejere må ikke besøge private børnehaver, der begrundes med at de har tavshedspligt!
- Private institutioner kan ikke indgå aftaler om levering af mad fra kommunale institutioners storkøkkener, selv om det vil være en god aftale for begge parter.
- Kommunens "Røde tråd" fra vuggestue til folkeskole, hvor folkeskolen køber timer hos de kommunale børnehaver, så pædagogen kan følge med børnene i de sidste to måneder op til sommerferien, gælder ikke for de private børnehaver. Det betyder at børn fra private børnehaver risikerer at "stå alene" ved skolestart.
- Hvis forældre ikke reagerer, når barnet skal fra vuggestue til børnehave, bliver barnet automatisk skrevet op til en offentlig børnehave. Forældrene bliver ikke informeret om de forskellige muligheder.
- Kommunen henviser ikke til private dagplejetilbud, selv om de private ofte er mere fleksible omkring åbningstider og ofte har en bedre pædagog/’ikke uddannet’ fordeling end kommunale.
- Private daginstitutioner skal sende spørgeskemaer til forældrene omkring ferie. Hvis der er flere end 25 % som holder ferie på samme tid, skal institutionen holde åbent. De offentlige udsender ikke spørgeskemaer; her planlægges efter formodning og forældrene tilbydes alternativ pasning.
Er alt dette rimeligt?
Er det ikke kommunens opgave, at betjene os alle på en retfærdig måde, til borgernes bedste? Vi betaler jo alle skat og forventer vel, at kommunen er til for os og ikke omvendt?
Det er de spørgsmål, jeg har sendt til forvaltningen i Horsens Kommune - og nu venter jeg spændt på, om det er lovgivning eller kommunale regler, der skaber denne forskelsbehandling. Uanset begrundelse, risler det mig koldt ned af ryggen, for det synes som om, at det kommunale system tilgodeser bestemte faggrupper og ikke børnene - og det kan altså ikke være rimeligt i Danmark anno 2014!
Private og offentlige institutioner skal have lige muligheder med støtte, vejledning og kontrol af kommunen. Og specielt i en tid, hvor kommunens dagplejestrategi er at lave store enheder omkring skolerne, som efterlader mindre landsbysamfund uden offentlige pasningsmuligheder. Et problem som private aktører er med til at løse på fornemste vis.
I aviserne lyder der ingen tak, men i stedet skal de private finde sig i læserbrevs-kommentarer som profittilbud og mareridt, fra FOA og socialdemokratiske byrådsmedlemmer. Monopol har aldrig ført noget godt med sig. Det er vigtigt, at der er konkurrence. Det fremmer innovation, kreativitet og får - i de fleste tilfælde - det bedste frem i folk.
Jeg vil det bedste for vores børn. For mig handler det ikke om institutionernes ejerforhold, men kvaliteten og prisen af det arbejde, som udføres, men desværre er jeg ikke optimistisk omkring udfaldet på mine spørgsmål til den kommunale forvaltning. Det er i sidste ende Socialdemokratiet, som bestemmer i Horsens kommune.
Opfordring: skab netværk!
Derfor er min opfordring klar til alle private vuggestuer, børnepassere og børnehaver i hele Danmark: Skab netværk og organiser jer. Alene står I svagt mod kommunale regler og lovgivning. Sammen bliver I hørt!
PS: Det undrer nok mange, at overskriften på mit indlæg er “Frihed, Lighed og Broderskab!”, der jo er et fransk revolutionært slagord, men systemerne og reglerne er for fastlåste - og de skal udfordres. Og det vil jeg som liberal gerne medvirke til!