Nu MÅ der ske en nedsættelse af driftsgarantien
Nu MÅ der ske en opblødning af Kommunernes krav om driftsgaranti for private daginstitutioner
I forbindelsen med privatinstitutioners godkendelse og oprettelse kræver kommunerne en driftsgaranti. Formålet med kravet om driftsgarantien er, at privatinstitutionen kan yde den fornødne forsyningssikkerhed i de tilfælde, hvor kommunen påføres tab i forbindelse med privatinstitutionens eventuelle ophør.
Et flertal af kommunerne har stillet et generelt krav om en driftsgaranti, svarende til 3 måneders driftsbudget. Enkelte kommuner stiller kun krav om 1 måneds driftsgaranti, bl.a. Københavns Kommune. Endelig er der ganske få kommuner, der slet ikke stiller krav om driftsgaranti.
Efter DLO´s opfattelse er kravet om 3 måneders driftsgaranti et alt for stort beløb i forhold til de risici beløbet er tiltænkt at skulle dække. Kommunerne har ca. 1 måneds driftstilskud, de kan risikere at tabe, hvis en privatinstitution lukker, alle andre tab dækkes af den almindelige private lovgivning.
Desuden er kravet om de 3 måneders driftsgaranti i mange situationer reelt en barriere for oprettelse af private daginstitutioner, ligesom det i den løbende drift, for de institutioner, der har kunnet indfri kravet om garantistillelse, giver en urimelig løbende ekstraomkostning. Endvidere er garantistillelserne som nævnt ude af trit med Kommunernes økonomiske risici; Der findes i dag ca. 518 privatinstitutioner – og lovgivningens nu 10 årige historik rummer kun ganske få – om overhovedet nogle – eksempler på, at Kommuner har haft behov for at gøre brug af de stillede driftsgarantier.
I vejledningen til Dagtilbudsloven nr. 9109 af 27. februar 2015, s. 65 sidste afsnit, står der, at størrelsen af driftsgarantien skal være sagligt begrundet i forhold til den konkrete institution. Det betyder, at kommunen skal foretage en vurdering i hvert enkelt tilfælde, ud fra en afvejning af konkrete saglige hensyn, f.eks. om privatinstitutionen har formue, bor til leje e.a., i forhold til, hvad der er rimeligt, at forlange i driftsgaranti.
I henhold til de forvaltningsretlige grundsætninger, er det ikke lovligt at sætte skøn under regel. Kommuner må ikke i skønsmæssige afgørelser opstille generelle regler, der begrænser eller udelukker skønnet.
KL er blevet gjort opmærksom på problemstillingen, men har i sin vejledning til kommunerne, da loven blev vedtaget i 2005, alligevel opfordret kommunerne til netop, at fastsætte 3 måneders driftsgaranti. DLO har i 2015 forgæves opfordret KL til at ændre/modificere sin vejledning til kommunerne. Vi har derfor ikke mulighed for via KL at få blødt de kommunale krav om garantistillelse op, ligesom vi heller ikke har mulighed for at sende sagen til tilsynet med kommunerne, da sagsbehandlingen er så lang, at de privatinstitutioner, der ikke kan finde penge til 3 måneders driftsgaranti, bliver nødt til at opgive, inden de kommer i gang. De institutioner, der har kunnet skaffe penge til at kunne stille driftsgarantien, har ikke behov for, tid til eller lyst til at indbringe en sag af denne art for tilsynet.
Alternativt kunne spørgsmålet muligvis afklares civilretligt, men DLO har ikke råd til at føre en retssag af principiel karakter mod en kommune om sagen. Derfor har vi netop skrevet
til Folketingets Børne- og undervisningsudvalg og til dagtilbudsområdets nye minister, Minister for Børn, undervisning og ligestilling, Ellen Trane Nørby med en anmodning om, at der gøres noget for at opbløde kravet om driftsgaranti.
Man skulle tro, at Ellen Trane Nørby (V) vil være imødekommende overfor vores ønske. I hvert fald skrev hendes partifælle, daværende Folketingsmedlem og børneordfører for Venstre, Tina Nedergaard, bl.a. således i en kommentar i Børns Hverdag, lige før sommerferien i år: ”Vi mener også, at det skal være lettere at starte en privat institution ved at driftsgarantien nedsættes til en måned. Hvis ikke der er private, der kan etablere sig, er der jo heller ikke et valg for forældrene”.
DLO vil forfølge sagen på et møde med Ministeren i oktober måned.