Profitinstitutioner

Af John Hebo Nielsen, landsformand i DLO

 

Diskussionen om private daginstitutioner har jævnligt fyldt meget i pressen, og det svirrer med mere eller mindre begrundede påstande. Senest har Enhedslisten været på banen med et krav om, at private koncerner ikke længere skal kunne tjene penge på børnepasning. Som en del af en mulig finanslovsaftale mellem Enhedslisten og regeringen kræver Enhedslisten, at privatiseringen af pasningsområdet bliver stoppet og rullet tilbage.

Årsagen hertil er, at antallet af private daginstitutioner har været konstant stigende gennem de senere år. Grundlaget herfor er loven om privatinstitutioner fra 2005, som gjorde det muligt at oprette sådanne. De seneste tal fra Danmarks Statistik fra foråret viser at vi nu har 446 private institutioner. Børnetallet i private daginstitutioner er fordoblet i perioden fra 2007 til 2012, hvor over 21.000 børn blev passet privat og der er intet der tyder på at udviklingen er stoppet.

Dette rejser naturligt spørgsmålet: Hvad er det der driver denne udvikling? Det enkle svar er, at dygtige ledere og ressourcestærke forældre ikke vil acceptere at en kommune enten vil lukke deres daginstitution eller gøre en selvejende daginstitution kommunal.

Lad os først se på lukningen af en institution. Kommunernes begrundelse for at lukke en institution er næsten altid sparehensyn. De fleste kommuner er dygtige til løbende at tilpasse driftsbudgetterne for de enkelte daginstitutioner, så de netop svarer til de aktuelle børnetal i de enkelte institutioner, så umiddelbart er der ikke megen besparelse at hente ved at lukke en. Tilbage står påstanden om, at det er billigere at drive store institutioner end små institutioner. Det er en diskussion som fortsætter, men den er ikke særlig relevant her, hvor vi taler om, at der i stedet oprettes en privatinstitution. Denne måske mindre private institution vil fra kommunen få et tilskud per barn, som svarer til gennemsnittet af kommunens øvrige, ofte større, institutioner. Følgelig mister kommunen ikke nogen besparelse på grund af denne oprettelse, men den mister indflydelse. En indflydelse, som kommunen ville have bevaret, hvisden havde valgt at støtte den lukningstruede selvejende institution, eller, hvis det drejer sig om en kommunal institution, havde godkendt at den blev selvejende.

Dette bringer os til situationen hvor kommunen vil gøre en selvejende daginstitution kommunal. Desværre viser vores erfaringer i DLO, at det alt for ofte er årsagen til at der bliver oprettet en privatinstitution. Det er for os i DLO helt uforståeligt hvad der driver kommunen i en sådan situation. I stedet for en selvejende daginstitution med driftsoverenskomst, hvor kommunen har en betydelig indflydelse ender man op med en privatinstitution, hvor kommunen stort set ingen indflydelse har.

Men for at vende tilbage til Enhedslistens forslag. Er der overhovedet grund til at frygte at private skal tjene penge på børneområdet. Erfaringerne hidtil viser, at hovedparten af de private daginstitutioner, helt op til 90%, reelt er selvejende og derfor non–profit institutioner. De resterende måske 10% er etableret som privatejede virksomheder, typisk med lederen som ejer, og vi har i DLO ikke kendskab til at nogen har fået dækket mere end deres egen løn.

I DLO tror vi på at et varieret udbud med plads til alle former af selvejende, private og kommunale daginstitutioner er det, der sikrer de bedste kvalitets tilbud til vore børn.