Jeg havde aldrig troet, at jeg skulle være med til at privatisere noget

Leif Tøfting Kongsgaard er antropolog og tidligere bestyrelsesformand i en offentlig børnehave. I denne kronik forklarer han baggrunden for sit valg til at blive privat. (Kronikken er også bragt i Information den 21. maj 2012)

 

Jeg havde aldrig troet, at jeg skulle være med til at privatisere noget – og slet ikke en børnehave – en basal institution i velfærdssamfundet. Ikke desto mindre var jeg sidste år som bestyrelsesformand for en af de små børnehaver i København med til at drive en privatiseringsproces i gang.

 

Hedevig Baggers Børnehave, der ligger på Bispebjerg Bakke i Københavns nordvestkvarter, er en lille børnehave med én stue med 24 børn. Børnehaven er i lokalområdet kendt for sin intime atmosfære og et stabilt og topprofessionelt personale, der evner pædagogisk og menneskeligt at forholde sig til hvert enkelt barn og nærmest skabe en følelse af, at man afleverer sit barn hos en nær familie.

 

Som det vil være mange bekendt besluttede Københavns Kommune for to år siden, at kun store institutioner skulle kunne overleve. Vi fik besked på, at børnehaven skulle lægges sammen med andre, så der ville være minimum tre stuer, ellers ville den – som det hed med newspeak – ikke være »bæredygtig«.

 

Vi kaldte forældrene sammen og bad dem vælge mellem sammenlægning – reelt set at lade sig opsluge af en større institution – eller privatisering.

Uideologisk beslutning

 

Diskussionen mellem forældrene viste tydeligt, at privatiseringerne af børneinstitutionerne skal ses som et bolværk mod nedskæringer, lukkedage og voksende bureaukrati.

 

På mødet var forældrene mest af alt optaget af, at vi ikke måtte skabe en A-institution for de privilegeredes børn. Modstanden mod at privatisere børnehaven var stor – den blev kun overgået af modstanden mod at opgive børnehaven.

 

Vi vedtog derfor at privatisere, og samtidig blev det besluttet, at taksten ikke måtte være højere end i de offentlige institutioners. Der sad ikke én forælder i lokalet, som af hjertet brændte for privatisering. Vi havde ingen plan om at skabe en ny slags pædagogik eller en særlig sports-, musik- eller ’økologisk mad’- børnehave.

 

Der var ingen ideologi forbundet med vores beslutning. Vi havde groft sagt ingen visioner, men ønskede blot at bevare noget af det, der tydeligvis fungerede så godt og som nemt kunne fortsætte, hvis bare vi måtte bruge pengene og pædagogernes tid på det rigtige.

 

Vi besluttede med andre ord at privatisere som en defensiv reaktion på kravene om at være tvunget større, at løbe til uendelige og ligegyldige møder med kommunen, at svare på latterlige evalueringer (herunder af elektrikerordningen), at være tvunget ind i madordninger og alt muligt andet uden mulighed for selv at vælge til og fra.

 

Vi protesterede i virkeligheden mod antagelsen om, at vi ikke selv ville være i stand til at drive en lille børnehave, hvis ellers vi fik frie hænder til at gøre det fornuftige.

Hverken rød eller blå

 

Jeg fortæller denne historie fra privatiseringens maskinrum for at vise, at det ikke altid er et spørgsmål om private eller offentlige institutioner eller om blå eller rød ideologi, men i langt højere grad ofte handler om de vilkår, man tilbyder pædagoger, bestyrelser og forældre.

 

Jeg tror, at mange som os er helt med på, at der skal spares i det offentlige – vi klynker ikke. Vi vil faktisk gerne tage det dilemma på os, der handler om at spare penge og holde høj kvalitet. Vi vil insistere på, at vi selv kan løfte denne opgave, og at det ofte er nemmere at finde de rigtige ting at spare på og de rigtige ting at bruge ressourcerne på, når man får lov til at gøre det lokalt.

 

Så når man nu vil undersøge om private eller offentlige børneinstitutioner klarer sig bedst, stiller man det forkerte spørgsmål.

 

Hvorfor skulle det være interessant at vide, om private eller offentlige tilbud klarer sig bedst? Hvad skal svaret bruges til – andet end at tale for den ene eller anden ideologi? Det er et spørgsmål, der lukker mere end det åbner. I stedet bør man spørge om, hvilke betingelser, der skal være til stede for, at man kan drive en børneinstitution (eller hospitaler, plejehjem, behandlingstilbud osv.).Et sted at begynde kunne være at lave en komparativ analyse af, hvordan institutioner med lav selvbestemmelsesret klarer sig i forhold til institutioner med høj grad af selvbestemmelse – underlagt de samme økonomiske vilkår, naturligvis. Jeg gætter på, at det vil give en lagt bedre forståelse af, hvad der kræves for at lave gode, »bæredygtige« institutioner – særligt hvis bæredygtighed forstås som en sum af sund økonomi, børnenes trivsel, pædagogisk kvalitet og tilfredshed blandt forældre. Det er ikke altid privatisering skal ses som et frihedsprojekt – undertiden kan det i stedet læses som et symptom på manglende frihed